Binær/Non-binær Verdensbillede?
“Taxa”-kørsel med børn er også et mellemrum
Forleden, imens jeg var på den sædvanlige eftermiddags “taxa” kørsel med ungerne, kom jeg til at sidde og tænke over den meget binære verdensopfattelse vi til tider har. Jeg kunne selvfølgelig ikke sidde der i bilen og skrive alle de kloge ord ned og ofte når jeg forsøger at genskabe dem, så bliver det i en noget udvandet udgave.
Forleden, imens jeg var på den sædvanlige eftermiddags “taxa” kørsel med ungerne, kom jeg til at sidde og tænke over den meget binære verdensopfattelse vi til tider har. Jeg kunne selvfølgelig ikke sidde der i bilen og skrive alle de kloge ord ned og ofte når jeg forsøger at genskabe dem, så bliver det i en noget udvandet udgave.
Jeg mener… I mine tanker (læs: tankestrømmen der flød frit med sædevarme og udsigt til det smukkeste snelandskab) blev det nærmest til en hel afhandling, men da jeg kom hjem og fandt notesbogen frem, skrev jeg følgende;
Binær… ja/nej… mand/kvinde… godt/ondt… lys/mørke…
Sq da ikke videre dybt faktisk 😂😅
(Og så dog. For se lige hvad der i hvert tilfælde er nævnt først? Det “opfattede positive”… og bemærk lige, at det også er der “mand” er placeret… Det er meget interessant, at det er “defaulten”… også i mig.)
Men nu var det ikke lige den observation, der var mest relevant i den her sammenhæng - i mange andre sammenhænge kunne det danne basis for en hel tankestrøm i sig selv, så måske vender jeg tilbage til den på et senere tidspunkt. (Når jeg sidder i bilen med sædevarme og snelandskab som udsigt agtigt)
Binær livsopfattelse?
Det der virkelig optog mig og faktisk betød, at jeg ikke fik sagt rigtig “hej” til det første barn, der satte sig ind i bilen den eftermiddag🙈 var tanken om, at vi nogle gange lader os fange i en enormt binær liv- og verdensopfattelse.
Ordet “binær” bruges måske primært i daglig tale om binære eller non-binære køn, men har langt mere vidtrækkende anvendelsesmuligheder, for i virkeligheden handler det jo dybest set bare om, at vi ret ofte bruger for nogle sproglige “kasser”. På sin vis hænger det ret fint sammen med tankekulter, som jeg også har skrevet om herinde.
Det tror jeg faktisk slet ikke er sundt for os.
Kasser a la; ja eller nej, sort eller hvidt, godt eller dårligt, mand eller kvinde, nat eller dag, barn eller voksen, god eller ond… Enten Eller…
Man kunne sikkert sagtens argumentere for, at vi har brug for polariteterne for at forstå og skabe forståelse. Uden “ned” eller der så overhovedet “op”…? Eksisterer modet i det hele taget uden frygten?… og hvad med kærlighed & had… må vi nødvendigvis kende den ene for at opleve den anden ?
Det Liminale Rum
Problemet for mig med den meget binære livsopfattelse er 2-delt!
For det første, så ligger der integreret i det binære, at noget er bedre end noget andet. JA… eller nej… RIGTIG eller forkert… LYS eller mørke… Det er ærlig talt trættende at leve et liv, hvor det enten er ALT eller intet… Det er udmattende, fordi det konstant holder os på tærkslen til ikke helt at være nok. Det begrænser os og vores relationer og fastholder os i en stræben efter det “perfekte”.
Og deri ligger faktisk også den anden grund. Det betyder nemlig også, at vi går glip af den fuldstændig fantastiske OVERGANG. Mellemrummet. Transformationen.
Det non-binære, leminale rum er fyldt til randen med magi og giver et helt andet krydderi til tilværelsen. Det er dér i overgangene, i mellemrummet, at vi virkelig får adgang til at mærke den menneskelige oplevelse. Det er i gråzonerne, i forvandlingen, i den græseløse jubel, i lidelsen, i den sorgfyldte, længelsesfulde og hjemløse kærlighed, at vi lærer os selv at kende. Det er når vi slipper behovet for at kende destinationen, at vi fuldt ud kan nyde og ære rejsen…
NUET eksisterer lige dér i det liminale rum. Fjernet fra smerten fra fortiden og frygten for fremtiden. Når vi ikke stempler nogle følelser som gode og andre som dårlige kan vi i langt højere grad bare være med dem… gå på opdagelse i dem og skabe forandring i dem.
Frygten for det ukendte
Alok V Menon skrev; “Being non-binary is about embracing my fluidity, my becoming, my journey without a fixed destination”
Alok skriver det i relation til køn, men ordene rækker langt bredere ud end det. Det handler om at omfavne og ære rejsen… overgangen… det flydende og udefinerbare… det leminale rum…
Men det non-binære har været frygtet i et patriarkisk samfund, hvor kasser er trygt og velkendt. Et samfund, hvor det er rart, hvis alle ved hvad der er GODT og hvad der er ONDT… hvor Mand er mand og Kvinde er kvinde… Hvor lyset er rart og mørket er farligt…
Det samfund frygter det non-binære, fordi det repræsenterer en trussel imod systemet; det etablerede og anerkendte. Det repræsenterer frihed.
Hvorfor skulle tusmørket ellers være beskrevet som en særligt farefuld tid på døgnet? Hvorfor frygtede man i gamle dage, den unge kvindes første blødning - puberteten… overgangen… mellemrummet… der hvor hun hverken er helt barn eller helt voksen… Hvorfor er det så vanskeligt at favne alle LGBTQIA+ mennesker og acceptere, at der eksisterer mere end blot 2 foruddefinerede køn? Fordi det ikke kan kontrolleres… fordi det bryder med den binære “norm”… og fordi frygten for det ukendte, det udefinerbare, bruges aktivt til at styre os alle i retning af den “norm”.
Min yogamåtte - mit liminale rum
I nogle kulturer har man siden tidernes morgen anerkendt de mennesker, der lever imellem “mand” og “kvinde” (begge dele - eller ingen af delene) som ganske særlige. De blev hyldet og ophøjet, fordi man mente, at de var tættere på “ånd” end alle andre.
Måske kan du og jeg på samme måde være mere i kontakt med kilden (universet, ånd, det guddommelige, naturen… eller hvad end kilden måtte være for dig), hvis vi er i stand til at rumme det hele, forlade det binære og bare være… eksistere… leve og ånde…
Jeg er vildt fascineret af overgangene og det udefinerbare. Det optager mig fordi yogamåtten for mig er “det liminale rum”… Yogamåtten er transformation og forvandling og overgang… yogemåtten er der, hvor mørket kan møde lyset og hvor alle følelser, bare er følelser. Hvor de gerne må være der, uden at blive defineret og bedømt. Det utæmmede og magiske og foranderlige optager mig.
Måske fordi vi som kvinder lever lige dér. In the blood, the shit and the gore”… måske fordi vi som kvinder lever i en uendelig cyklus af indre og ydre transformation. Måske fordi jeg har opdaget at mørket og lyset ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.
Og det var bare lige det, jeg sad der i bilen med ungerne og tænkte på! Med sædevarme og udsigt til sneen 😅 (måske er taxa kørsel med børn faktisk også en slags mellemrum?)